En fortalelse til et pressemøde besejlede i 1989 DDR’s skæbne. Samme aften brød de første 70.000 østberlinere gennem den forhadte mur, der både symbolsk og fysisk havde delt Tyskland i to. Nu, flere årtier efter murens, fald kæmper Tyskland stadig med store socioøkonomiske uligheder mellem øst og vest – men alligevel er der grund til begejstring på landets officielle genforeningsdag den 3. oktober.
Året er 1989. I et cigarkasse-brunt lokale i DDR afholdes en pressekonference. En række udsendte regeringsrepræsentanter i grå jakkesæt og alvorsfulde miner sidder klar til at besvare spørgsmål fra salen fuld af summende journalister.
Men manden, der fører ordet, er træt og fortaler sig. Et lille fejltrin for åben skræm og det Tyskland, som i godt fyrre år har bestået af to uafhængige stater, er pludselig i opbrud. Rygtet går som en steppebrand, man kan rejse til Vestberlin og de første billeder af en ophidset og euforisk folkemængde, der har forsamlet sig ved Berlinmurens checkpoints, transmitteres på TV.
I år er det lidt over et kvart århundrede siden lavinen rullede, og meget har forandret sig siden begyndelsen på enden på det tidligere DDR. I dag står nationen samlet, og den årlige markering af den tyske genforening går bestemt ikke ubemærket hen – men sporene efter den fysiske splittelse trækker stadig lange tråde igennem landet den dag i dag.
Schabowskis lavine
Det hele begyndte med nogle lempelser, da den ungarske regering i 1989 åbnede grænsen mod Østrig for det østtyske folk. Beslutningen resulterede i en regulær masseflugt fra DDR til vesten. Inden længe opstod der sporadiske demonstrationer i landet.
Det østtyske folk forlangte større frihed og bedre leveforhold. Under det stigende pres tog DDR ledelsen en skæbnesvanger beslutning, lidet anende at de herved antændte det østtyske folks kamgejst. Man ville dæmme op for muligheden for indrejse i det daværende BBR, men kun med et gyldigt pas, velvidende at de færreste østtyskere ejede et pas.