Tyskere i dansk uniform i 'Vadehavsmordene'

ARD har produceret endnu en krimi i Ribe. Hvordan ser dansk krimi ud fra en tyskers øjne?

Skrevet d. 31 marts 2023 af Morten Rohde

Tyske skuespillere iklædt danske politiuniformer indtog i april og maj 2022 Ribe by og opland under indspilningerne af en ny tysk krimifilm.

Filmen, der følger den menige betjent Idas egenhændige mordefterforskning, er nummer to i rækken af helt igennem tyskproducerede krimifilm, der foregår i Danmark. Jo, det lyder skørt, men den er god nok.

Filmserien lægger sig ind i en krimitradition på den tyske public service-kanal ARD, hvor man simpelthen producerer krimier, der lader både plottets handling og selve indspilningen finde sted uden for det tyske lands grænser. 'Der Barcelona-Krimi', 'Der Kroatien-Krimi' og nu altså også 'Der Dänemark-Krimi' er blot nogle ud af mange eksempler på samme.

Se filmen med danske undertekster

Du kan se 'Vadehavsmordene' via en dansk tv-pakke på kanalen ARD. Ser du med fra Danmark er der danske undertekster på. Premieren er 13. april kl. 20.15.

Den første film i serien ’Der Dänemark-Krimi’, der i dansk oversættelse går under titlen 'Vadehavsmordene', fik en særdeles positiv modtagelse i hjemlandet, da kom ud i oktober 2021: Mere en 6,5 millioner tyskere så med.

Altså er det en populær tysk filmserie, der nu vender tilbage med en ny mordgåde for den unge betjent Ida i den danske by Ribe.

Ida i Der Dänemark-krimi, ARD's filmserie fra DanmarkBetjenten Ida midt i Ribe by i første film 'De tolv nætter' fra 2021. © ARD/Vadehavsmordene

Fra København kommer en kriminel til Ribe

Filmen lægger ud med et makabert mord: I en skov nær Vadehavet er en ung mand blevet dræbt af to pile.

Betjentene Ida og Magnus er først på gerningsstedet, og selv om opgaven blot er at afspærre gerningsstedet, til drabsafdelingen ankommer, kan Ida ikke dy sig for at gøre sig de første sonderinger i området – til stor irritation for den mere stringent anlagte Magnus.

Ved efterforskeren Frida Olsens ankomst bliver flere nuancer af sagen pludselig åbenlyse. Ud over den makabre drabsmetodik i form af bue og pil anvendt til drabet er Horik, offeret, ingen ringere end sønnen til Kort Holm, en for politiet i hovedstaden velkendt kriminel.

Snart er Kort, der har sine rødder i vestkystområdet, tilbage for at få hævn over sin søns død, hvilket bringer Magnus i en svær situation. For ikke bare kender han Kort Holm bedre, end han først har givet udtryk for, selveste hans nevø, Bjarne, er derudover i Holms søgelys for mordet.

Kort Holm i ARD-krimien Der Dänemark-krimi, VadehavsmordeneKort Holm er tilbage i hjemstavnen for at tage hævn for mordet på sin søn. © ARD/Vadehavsmordene

Magnus og Ida er derfor under tidspres for at opklare mordet på Horik, mens de må forsøge at beskytte Bjarne fra Holm og hans håndlanger, Bech.

Når tyskere skal portrættere Danmark

Det var med stor begejstring, da vi her på NabolandsKanalerne første gang fik nyheden om produktionerne af "Dänemark-krimier".

Første film med fortællingen om kidnapningen af en ung kvinde, 'De tolv nætter', blev da også populær blandt seere herhjemme med sin klassiske krimiopbygning, som tyskerne mestrer til fulde.

I første film var der en klar inspiration fra den særegne nordiske krimigenre nordic noir, som gør produktionerne anderledes fra andre af ARD's udenlandsk producerede krimiføljetoner, der spænder fra det mere folkelige med umanerlige efterforskerpar til det actionprægede politijagtformat.

Og både for denne kommende film og for den første i rækken er det tydeligt, at producenterne bag 'Der Dänemark-Krimi' har gjort meget for at ramme den nordiske krimistil.

Nabolands-tv med danske undertekster?

NabolandsKanalerne er en guide til den store mængde nabolands-tv, der bliver sendt med danske undertekster i de fleste tv-grundpakker.

Genreudfoldelsen kommer til udtryk, når det naturskønne sceneri og de portrætterede almindelige "danskeres" hverdag pludselig også bliver en skueplads for alvorlige forbrydelser. Det er en tydelig gensidighed mellem hverdagen og melankolien, som er et af de definerende træk for nordic noir-genren.

Uanset om man er krimifan eller bare helt almindelig tv-seer af nordligt ophav, er der derfor grund til at se med. Især fordi det at se sig selv portrætteret udefra er både interessant – og en lille smule underholdende.

Kort Holm i Der Dänemark-krimi på ARD, VadehavsmordeneDet melankolske aspekt er drivende for filmserien. Her Kort Holm med sin afdøde søn. © ARD/Vadehavsmordene

For som dansker vil man muligvis også bide mærke i små detaljer, der vidner om, at det er et udelukkende tysk filmhold, der har stået bag udviklingen af filmene. De elementer og sekvenser (vi kunne kalde det das Unheimliche) er en til tider morsom påmindelse om, at danskere og tyskere ikke altid tænker helt ens.

I den første film er et sigende eksempel på en lidt "udansk" scene, da karakteren Avid Roer bliver bedt om at understøtte sit alibi for et tidsrum relateret til et gerningsøjeblik. Den kommunalt ansatte Roer fremviser herpå en registreringsjournal, som han hver dag får stemplet hos sin arbejdsgiver efter fuldført arbejde.

En sådan scene vil muligvis passere uden problemer i det til tider fodslæbende offentlige Tyskland, mens det i vores højt digitaliserede Danmark virker noget utidssvarende; hvor mange steder her i landet benyttes der fortsat stempelmaskiner og fysiske registreringsjournaler?

Betjente i ARD-serien Der Dänemark-Krimi, VadehavsmordeneDe er iklædt danske uniformer. Men det tyske ophav skinner til tider igennem. © ARD/Vadehavsmordene

Samtidig er der karakternavnene, der noget nonchalant samskriver tyske navne og stavemåder uden blik for, hvor fremmede de måtte virke for os danske seere her i virkelighedens Danmark.

Navnet Kurt Holm ville have syntes meget dansk, hvis ikke det var, fordi tyskerne til denne karakter har valgt ikke at stave fornavnet som Kurt, men derimod Kort. Et, ifølge Danmarks Statistik, nærmest ikkeeksisterende personnavn her til lands.

Ligeledes gælder det hovedpersonen, politikvinden Ida Sörensen, hvis efternavn selv for det tyske publikum må virke lidt ved siden af. Hvorfor ikke Sørensen, når nu engang det er et sceneri på den nordlige side af grænsen, der forsøges portrætteret?

Her må man bare købe ind på den præmis, filmene er skabt efter: Et o med Umlaut fungerer bare bedre i en tysk pressemeddelelse end et ø, og så er filmserien i sidste instans lavet af tyskere, der leger danskere efter de ideer, de nu måtte have om, hvordan tingene fungerer her til lands.

Dette forklarer nemlig også de mange input fra Danmarks vikingehistorie, som er en del af plottet i anden film. Kort Holms døde søn bærer vikingenavnet Horik (antageligvis efter Danmarks ottende konge), og pilene, som han er blevet skudt med, er naturligvis ikke almindelige pile, men Wikingerpfeilen.

Den kommende film indeholder en hel del vikingetematikker. Her en scene optaget på Ribe VikingeCenter. © ARD/Vadehavsmordene

V-ordet er generelt et plusord, og producenterne fremhæver i pressematerialet for den kommende film "vikingelandsbyen" Ribe og det omkringliggende område som definerende for filmenes univers.

I forlængelse heraf fremhæves brugen af det filmiske univers med naturen, havet og marsken som et forsøg på at skabe fortællingen om det særegne ved nordic noir og det særegne ved Danmark.

Et naturligbilledsprog om vores land, som mange tyskere naturligvis vil kunne genkende fra ferier heroppe nordpå. En ide om Danmark, som til sammen er blevet til den film i serien 'Vadehavsmordene'.

Se med fra Danmark med danske undertekster

Den kommende film, 'Vadehavsmordene - Blodbånd', har premiere 13. april kl. 20.15 på ARD.

Har man tv-kanaler, har man allerede fra grundpakken adgang til ARD, og filmen sendes på kanalen med danske undertekster hos de fleste danske tv-udbydere.

Sæt derfor kryds i kalenderen, hvis du vil opleve Ribe by, marsklandet og en god portion noir-krimi med et stærkt vikingeislæt – som tyskerne altså tilsyneladende forstiller sig at det foregår i det danske, torsdag d. 13. april.

Vil du være først til flere krimier, drama og dokumentarer med danske undertekster, så følg med her på siden. Se ugens aktuelle tv-tips nedenfor eller på forsiden.

Nabolands-tv denne uge

Med danske undertekster