SVT har netop offentliggjort deres dramasatsninger for efteråret 2022 - højsæsonen for seriepremierer. Vores svenske naboer viser endnu engang, at de er garant for stærke dramaer, der kryber ind under huden. Vi har her på redaktionen udvalgt tre svenske serier, som du ikke må gå glip af dette efterår.
Den længe ventede anden sæson af 'Tynde blå linje' er på programfladen allerede til september, mens bl.a. en serie om matchfixing baseret på virkelige hændelser og et slående drama om et hårdt moralsk dilemma ligeledes er at glæde sig til.
Under en årlig pressevisning i den svenske hovedstad har SVT netop løftet sløret for seriepremierer i efteråret 2022.
Her er, hvad du skal se på SVT dette efterår.
’Spilskandalen’ - fiktionsserie om virkelighedens matchfixing
Premiere mandag d. 12. september | SVT1
’Spilskandalen’ handler om den tal-entusiastiske knægt Bosse og om den store matchfixingskandale, der udspillede sig i 1990’erne i Sverige. En virkelig skandale, der rystede det svenske sportsmiljø i sin grundvold.
Bosse er en simpel dreng, der vokser op i Piteå i det nordøstlige Sverige. En dag begynder han at spille på heste, hvilket bliver startskuddet til en større passion.
Som tiden går, vokser Bosses ambitioner, og han og hans venner begynder at gå på jagt efter de helt store gevinster - på racerbaner, skøjtebaner og fodboldbaner.
Bosse går efter den store gevinst. Men snart går han for langt. © SVT/Maria Fäldt
Bosse er ualmindelig klog på tal og statistikker, men da han gang på gang taber på opsigtsvækkende slutresultater, indser han, at der er noget galt.
Bosse beslutter sig for at gøre noget ved det. Og snart bliver han jagtet fra alle leder og kanter.
I rollen som Bosse er Björn Elgerd kendt fra bl.a. 'Tynde blå linje', og på rollelisten finder man derudover både Eva Melander ('Sneengle') og Erik Johansson ('Bonusfamilien').
’Tynde blå linje’ sæson 2 - om politilivet og privatlivet
Premiere søndag d. 18. september | SVT1
Serien, der er blevet rost for sin realistiske skildring af livet som politibetjent i nutidens Sverige, er tilbage.
I anden sæson af ‘Tynde blå linje’ møder vi igen de patruljerende Malmø-betjente, Magnus, Sara, Jesse, Faye, Leah og Dani.
På stationen får de ny chef samtidig med, at en række hændelser ryster betjentene på en måde, de ikke har oplevet før. Begivenhederne lægger pres på deres private forhold og tvinger dem til at sætte spørgsmålstegn ved deres værdier og livsvalg.
Gizem Erdogan i rollen som Leah i første sæson af 'Tynde blå linje'. © SVT
For Magnus og Sara, der endte med at kysse i slutningen af første sæson, bliver spørgsmålet, om de kan fortsætte et rent professionelt forhold, eller om private følelser giver problemer i deres liv som betjente.
Med en udvidet rollebesætning og nye konfliktlinjer stiller anden sæson endnu sværere spørgsmål om vægten mellem mennesket og uniformen – men uden at hævde at have nogle konkrete svar. For livet i politiuniform er ofte mere kompliceret end som så.
Tynde blå linje sæson 2 kommer 18. september. © SVT/Petrus Olsson/Håkan Schüler Anagram
'Forsvundne mennesker’ - et hårdt, moralsk dilemma
Premiere mandag d. 7. november | SVT1
Ulf Ryberg, der har været inde over store titler som 'Millennium'-filmene og 'Lasermanden' er også aktuel på SVT. Denne gang med en nervepirrende historie om et hårdt moralsk dilemma.
På en sydende varm sommerdag ruller lastbilchaufføren Erwin sin tankvogn over Øresundsbroen og ind i Sverige, som han har gjort det så mange gange før.
Men denne gang er det med nerverne uden på tøjet. I tanken har han otte syriske flygtninge, som han er i færd med at smugle ind i landet.
Peter Viitanen, Sandra Stojiljkovic og Ville Virtanen er på rollelisten i 'Forsvundne mennesker'. © SVT/Niklas Maupoix
Han gør det, fordi han gerne vil hjælpe. Fordi han gerne vil gøre noget godt. Hans chef, der ligeledes er indblandet, gør det derimod kun for at redde sin synkende skude af en forretning.
Den gravide Mouna er en af flygtningene i vognen. Da hun og en febrilsk dreng ikke kan klare den indelukkede luft i tanken, gemmer Erwin dem bagerst i førerkabinen.
Ikke langt fra slutdestinationen ser han en politikontrol foran sig på vejen. Og med ét tager Erwins liv en drastisk drejning, alt imens Mouna vælger at tage sin skæbne i egen hånd.
Sandra Stojiljkovic og Peter Viitanen i interview til NabolandsKanalerne. Frigives senere dette efterår. © Jeppe Willum Kejser
Masser af drama på NabolandsKanalerne
Find alle serierne på SVT1, og husk at YouSee-kunder kan streame alle serierne i 30 dage efter sidste sendedato.
Følg med her på siden for alle de kommende premierer på SVT, NRK, ZDF og ARD.
Find alle ugens aktuelle tv-programmer i tv-guiden.