"Carl Philip blev født som kronprins, og jeg synes fortsat, at loven ikke kan ændres med tilbagevirkende kraft".
Det udtaler Sveriges Kong Carl Gustaf i den aktuelle SVT-dokumentar 'Sveriges sidste konger' og har med de ord vakt både forargelse og skabt røre omkring det svenske kongehus.
Ifølge den svenske konge er det "ganske mærkeligt", at hans søn blev frataget titlen.
Den svenske konge forklarer sig
Efter massiv kritik forklarer Kong Carl Gustaf, at udtalelsen ikke skal tolkes som en kritik af kronprinsesse Victoria. Ifølge en udtalelse udsendt af det svenske kongehus slår Kong Carl Gustaf fast, at han er stolt af kronprinsessen og hendes arbejde for Sverige.
Dokumentaren, der går i dybden med et kongehus under forandring, zoomer blandt andet ind på ændringen i den svenske tronfølgelov, der er årsagen til Kong Carl Gustaf opildnende udtalelser.
For at forstå den svenske tronfølgelov ser dokumentaren tilbage på 1980 og den grundlovsændring, der gjorde det muligt for kvinder at arve den svenske trone. Ændringen blev igangsat ved kronprinsesse Victorias fødsel i 1977, men trådte først i kraft et par år senere.
Ændringen betød, at Prins Carl Phillip, der i første omgang var tiltænkt rollen som tronarving, pludselig måtte vige pladsen for storesøsteren Victoria, der med lovændringen blev den reelle tronarving med titlen kronprinsesse.