Norsk krimi er det nye sort

Den norske krimi ’Livstid’ leverer både feel good-stemning og spænding.

Skrevet d. 3 september 2020 af Maria Jørvad

Den nye norske krimiserie ’Livstid’ er sin helt egen genre, der leverer både feel-good og nervepirrende spænding på en gang.

Norden er blevet verdenskendt for sin gennemgribende mørklægning af hele det dramatiske spektrum fra litterære krimifortællinger til filmatiseringer og tv-drama. Bedre kendt som genren nordic noir.

En dyb melankolsk og dyster stemning, som brutalt flår i nerverne og efterlader publikum både på kanten af stolen og en sindstilstand så tung, at alting sortner.

Men det vil den anerkendte og Emmy-prisvindende norske filmskaber Gjermund S. Eriksen nu gøre op med. For selv i mødet med mørket behøver alt ikke gå i sort, og slet ikke skærmen.

Fra nordic til happy noir

NRK’s dramaproduktion ’Livstid’ løfter både humøret og nordisk krimi til et nyt niveau under genrefornyelsen happy noir

”Nordisk krimi er ikke kendt for sit humør. Livstid dyrker det faktum, at politiet ikke konstant arbejder i en dyster tone”, siger Gjermund S. Eriksen, som er manden bag serien og det nye filmiske koncept.

Gjermund S. Eriksen står bag den tidligere krimisucces ’Mammon I og II’, som i 2017 vandt en Emmy for bedste internationale tv-serie. Nu vender han stærkt tilbage og drager os denne gang med ind i fortællingen om politiefterforskeren Victoria Woll og hendes efterforskningsteam. Et team, der med seriens varme undertoner drillende bliver kaldt for b-holdet blandt kollegerne.

Livet leves forlæns, men forstås baglæns

Plottet udspiller sig som otte selvstændige episoder, der alle handler om Victoria Woll. Første gang vi møder hende, er hun i tresserne og sidder inde og afsoner en dom. Serien tager os herefter med 15 år tilbage i tiden, hvor hun er efterforskningsleder hos politiet.

Seriens helt store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan hun selv havner på den forkerte side af tremmerne? Hver episode omhandler en enkeltstående efterforskningssag i fortiden, men er samtidig en brik til fremtiden. Så er det op til seerne at stykke resten af historien sammen.

Der er udover ledetråde lagt op til masser af spænding og smil, der trods det nye happy twist aldrig bliver større end at krimigenren bliver taget alvorligt hele vejen igennem. Og så er serien spækket med action leveret af især de to seje kvindelige efterforskere, der udover hovedpersonen Victoria Woll tæller kollegaen Ayla W. Quincy, spillet af henholdsvis Tone Mostraum og Iselin Shumba.

Tone Mostraum har bl.a. tidligere medvirket i NRK-serien Præsten (2016 og 2018), og Iselin Shumba i NRK-julekalenderen Snefald (2016).

Herudover medvirker Ingar Helge Gimle, Judy Karanja, Mattis Herman Nyquist og Bjarte Hjelmeland.

 

’Livstid’ sendt 2020. NabolandsKanalerne er din guide til store film og serier fra Danmarks nabolande.

Norsk tv lige nu