© ALVI PAKARINEN/SVT
Lars vil holde væggen hemmelig, men rygtet spredes hurtigt i den lille by. Ingeniøren og hans team må indse, at den hvide væg består af et materiale, der aldrig før er set af det menneskelige øje. Kan den fremmedartede materie i dybet have større betydning end nogen af dem aner?
De tvinges til at træffe en vanskelig beslutning: skal de efterlade væggen som et mysterium eller undersøge hvad der er bag den? Hvor høj en pris er de villige til at betale, for de svar de søger?
Pure opspind eller nyt videnskabeligt forskningsområde
’White wall’ er skabt i et samarbejde mellem SVT og Yle, som er Finlands public service-tv-station. Tidligere har SVT samarbejdet med for eksempel DR om store serieproduktioner (fx ’Broen’), men dette er den første serie, der er produceret i et ligeværdigt samarbejde mellem SVT og Yle. Et samarbejde, der afspejler sig tydeligt på listen over manuskriptforfattere, instruktører, skuespillere og producenter, der rummer en lang række både svenske og finske navne.
SVT’s dramachef Anna Cronemann forsikrer også, at man vil se mere til den slags samarbejder i fremtiden, også med deres naboer mod øst. Hun beskriver ’White wall’ som ”et utroligt spændende projekt, fordi det er en serie i en helt realistisk stil, der samtidigt tør rejser spørgsmålet om, hvorvidt det ukendte skal forstås som det rene opspind eller noget reelt, der blot endnu ikke er udforsket af videnskaben.”
© ALVI PAKARINEN/SVT
Trangen til sandhed
De universelle spørgsmål, som serien rejser er centrale. Ifølge Roope Lethinen, en af seriens finske producenter, er et af omdrejningspunkterne i ’White wall’ den menneskelige trang til at søge sandheden. ”Det gælder både på et religiøst og videnskabeligt niveau” siger han. ”I dag føler vi, at vi ved alt! Men gør vi i virkeligheden det? Med DNA kan vi kontrollere en hel masse, men kan vi – og skal vi af den grund også gøre det? Atomaffald rejser den samme slags spørgsmål. Her har vi at gøre med ting, vi rent faktisk ikke kender omfanget af. Vi tror, at grundfjeldet i Nordsøen er det sikreste sted at deponerer atomaffald, men hvilke konsekvenser vil det have for vores fjerne efterkommere om 100.000 år?”
Ud over de store metafysiske spørgsmål som serien rejser, er ’White wall’ også et karakterdrevet drama, hvor de enkelte karakterer på hver sin måde forsøger at finde glæden og meningen med livet.
Stærkt skandinavisk cast
Der er ingen tvivl om, at ’White wall’ er en af de mest ambitiøse skandinaviske serier i disse år. Det gælder alt fra det enestående og modige plot, til den høje produktionsværdi og et fremragende hold skuespillere bestående af de største skandinaviske stjerner i alle de bærende roller.
© ALVI PAKARINEN/SVT
Serien byder nemlig på et gensyn med blandt andre Vera Vitali fra ’Bonusfamilien’, Aksel Hennie fra bl.a. ’Nobel. Fred for enhver pris’, Matthias Nordkvist fra ’Vores tid er nu’, Eero Milonoff fra ’Grænse’, Claes Ljungmark fra ’Bedrag’ (hvor han spillede den skumle svensker P) for blot at nævne nogle.
’White Wall’ sendt 2020. NabolandsKanalerne er din guide til de nyeste fim og serier fra Danmarks nabolande.