Det er den italienske helgeninde Sankt Lucia, der led martyrdøden under det romerske kejserdømme, som vi fejrer hvert år den 13. december. Hun var en ung, kristen kvinde, der levede i byen Siracusa på Sicilien. Romerne så dog kristendommen som en fjende og slog hårdt ned på mennesker, der levede i den kristne tro.
Men Lucia trodsede romernes modstand, og om natten sneg hun sig ud for at dele mad ud til de fattige. Her bar hun altid en lyskrans om hovedet, så hun kunne se i mørket, og det er derfor, at de mange luciabrude i dag bærer en lignende krans.
Det var dog først, da Lucias mor, på mirakuløs vis, blev rask efter længere tids sygdom, at hun besluttede sig for at vie sit liv til kristendommen fuldt og helt. Det indebar blandt andet, at Lucia nægtede at gifte sig. Lucias afvisninger skabte stor frustration blandt de romerske bejlere, som derfor meldte hende til myndighederne.
Luciaoptog © Bengt Nyman / Flickr
Flere gange forsøgte myndighederne at straffe Lucia, men Gud holdt gentagende gange hånden over hende. D. 13. december år 304 lykkedes det dog de romerske myndigheder at henrette Lucia for hendes tro. Siden da er hun blevet opfattet som en kristen martyr, som vi hædrer og fejrer hvert år på luciadag.
De mange svenske luciabrude
Den stemningsfulde luciafejring spredte sig med tiden til de nordiske lande, hvor det at bære lys frem i decembermørket vandt særlig stor genklang.
I Sverige har man fejret lucianatten, som på svensk også kaldes lussenatten, siden 1600-tallet. Dengang vækkede de unge gårdpiger alle de sovende folk på gårdene med kaffe og luciaboller, som på svensk kaldes lussebullar eller lussekatte.