En ny SVT-dokumentar viser på nyskabende vis, hvordan hackere kan træde ind ad din digitale bagdør og gøre livet ganske svært for dig. Ikke bare SVT fortæller om internettets skyggesider. Det gør også tre tyske dokumentarer, du kan se på NabolandsKanalerne de kommende uger.
Møblerne er klassisk skandinavisk design, og selv om bordet midt i rummet er fyldt med tomme coladåser og takeawayrester, er de fire hackere, der sidder omkring det, både velklædte og entusiastiske om deres opgave.
De er i færd med at hacke sig ind i en række virksomheders IT-systemer, og det ser ud til at gå dem overraskende let.
Skræmmende hurtigt finder de frem til enkeltpersoners private oplysninger, og via dem får de adgang til alt fra GPS-oplysninger til kalenderaftaler og adgangskoder. Uden videre er de i stand til at finde fortrolige dokumenter, bankoplysninger og adgangskoder til hjemmesystemer og arbejdsmails.
© SVT/Hacket
De fire hackere er hyret af SVT og deltager i dokumentarserien ’Hacket’. Et program, der viser, hvor udsatte vi alle er på nettet, og hvor meget mere vi bør gøre for at sikre os bedre mod digitale indbrud, identitetstyveri og misbrug af vores privatoplysninger.
'Hacket' starter d. 19. oktober kl. 21.00 på SVT1 og sendes over seks tirsdage.
Men faktisk er der flere gode dokumentarer, der fortæller om vores færden på nettet, og om (u)sikkerhed og informationsoverflod.