SVT’s nye ungdomsdrama ’Det, der er tilbage’ holder liv i arven efter 'SKAM' og skildrer den der helt særlige tid i livet, hvor man er aldeles fri og uden forpligtelser, på grænsen mellem ungdommen og voksenlivet. Men også tiden, hvor et knust hjerte kan betyde, at man mister ethvert holdepunkt i livet.
Den kommende serie 'Det, der er tilbage' er baseret på forfatter og blogger Sandra Beijers roman af sammen navn, og det er Beijer selv, der har skrevet manuskriptet til serieformatet.
Tv-versionen er en fritstående og dialogdreven version af den oprindelige roman, hvor romankarakterernes mål, drømme og problemer går igen, men hvor de konkrete rammer er nye.
Forfatter og blogger Sandra Beijer, der står bag serien. © SVT / Allt som blir kvar.
Sandra Beijer fortæller til SVT, at hun har villet finde ud af, hvad der sker med en persons indre, når ens hjerte bliver knust, og derfor er det frem for alt en serie, som foregår inde i karaktererne.
For hvor fører hovedpersonen Matildas vej hende hen, når hun forsøger at hele sit knuste hjerte? Det kan nemlig, som serien også vil vise, føre til nye destruktive mønstre i magt- og kærlighedsrelationer, fortæller Beijer.
Sommeren der burde være fantastisk
’Det, der er tilbage’ følger Matilda over en sommer. En sommer, hvor alt det, der burde være fantastisk, i stedet er katastrofalt. Som et lyn fra en klar himmel bliver Mathilda dumpet af sin kæreste, og hendes hjerte – og hele hendes verden - går i tusind stykker. For hvem er hun nu uden ham?
Det eneste, hun i det rungende tomrum kan komme i tanke om at gøre, er at ringe til sin barndomsven Miron. Han kommer hende straks til undsætning og lover, at han kan hjælpe hende med at få det godt igen på blot en måned. Matilda er så sønderknust, at hun ikke magter at modsætte sig Mirons plan.