Redaktionen anbefaler: Smertepunktet

Er du i tvivl om, hvad du skal streame? Johannah fra NabolandsKanalernes redaktion anbefaler her hendes bud på serien, man ikke vil gå glip af!

Skrevet d. 1 maj 2024 af Johannah Maia Cassidy Clark (opdateret d. 8. maj)

Se traileren:

Skabssvensker som jeg er, er jeg stor fan af den nye serie fra SVT, 'Smertepunktet'. Ikke alene er serien baseret på virkelige hændelser, den har også en fantastisk rollebesætning – blandt andet vores (næsten) egen, top-seje David Dencik i en hovedrolle.

At en stor del af serien foregår i et sikret fængsel i den lille Västergötlandske by Tidaholm – kun et stenkast fra, hvor jeg selv har et lille hus – gør det hele endnu bedre. Eller skulle jeg sige endnu mere skræmmende.

Jajamän – lad os så komme i gang…

Seriens handling udspiller sig tilbage i 1999, hvor Lars Norén – som vel nok er en af Sveriges mest anerkendte dramatikere – og teaterproducenten Ida Stenberg går sammen om at producere et lidt anderledes teaterstykke, end hvad man er vant til på Riksteatret i Stockholm.

Se serien via flow eller streaming

Du kan se alle afsnit af 'Smertepunktet' hos flere tv-udbydere, fx Norlys, YouSee, Waoo og antenneforeninger.

Sådan ser du NabolandsKanalerne

Norén er blevet kontaktet af tre indsatte fra højsikringsfængslet Anstalten Tidaholm. De er i kraft af deres tid i fængslet og som en del af et resocialiseringsprogram blevet interesseret i teater og vil gerne have hjælp til at lave et teaterstykke. Mod alles og deres egen forventning fatter Norén interesse for projektet og i selskab med Stenberg drager han mod Tidaholm-fængslet for at besøge de teaterinteresserede fanger Carl Thunberg, Tony Olsson og Ola Svensson.

Det går fremragende. Carl, Tony og Ola er mere end tilforladelige. De er intelligente, høflige og velformulerede – og Tony har endda bagt kardemommeboller i dagens anledning. Mere trevligt kan det næsten ikke blive. Alt kører, og Stenberg og Norén bliver straks overbeviste om, at teaterstykket, der snart får navnet '7:3', bare må og skal blive til noget.

Der er dog en lille bump på den ellers så lige vej. Da Stenberg og Norén gør sig klar til at forlade fængslet efter deres første besøg, kommer de indsatte med en bekendelse: To af dem, Tony og Ola, er erklærede nationalsocialister. Carl er der dog ikke noget med, så ham bliver der ifølge ham selv ikke problemer med. Norén og Stenberg står i en på en og samme tid ultrakomisk og virkelig skræmmende situation.

Og kan man så – på trods af kardemommeboller og god opførsel – tillade sig at stille en scene til rådighed for groft kriminelle? For hvad er egentlig meningen, som man hører en journalist spørge Lars Norén i seriens første afsnit, når der heller ikke er nogen garanti for, at stykkets hovedpersoner ikke stikker af og begår ny kriminalitet? Faren er jo åbenlys allerede fra stykkets titel; 7:3 er en benævnelse, der netop hentyder til indsatte i højrisikoklassen med høj sandsynlighed for at forsøge at stikke af og få tilbagefald til kriminalitet efter endt dom.

For Norén er der dog masser af mening bag. Alle skal have en stemme – selv dem, hvis stemme man absolut ikke gider høre på. Ola, Tony og Carl ser Norén som mennesker med noget på hjertet – helt i modsætning til de ofte overfladiske og totalt intetsigende typer, som Norén og Stenberg til dagligt omgås i Stockholm.

Men som en vagt i Tidaholm spørger Lars: Ved I egentlig godt, hvilke mennesker, det er, I har med at gøre?

Projektet ender da også, som serien viser, i sidste ende som en katastrofe, og Noréns ellers gode intentioner blev i eftertiden overskygget af en national tragedie.

Opsætningen af '7:3' vakte ballade fra starten og satte skår i Lars Noréns ellers så velrenommerede omdømme. Mange kan måske stadig huske, hvilket nationalt traume det hele endte med tilbage i 1999, andre aner det ikke. Uanset udgangspunktet bør ’Smertepunktet’ være nummer 1 på din top 10 tv-liste her i 2024.  

Og tag dette statement fra en, der har set ret rigtig meget tv gennem et langt liv. 'Smertepunktet' er tv, når det er allerbedst.

Du kan se alle tre afsnit af serien hos flere tv-udbydere, fx Norlys, YouSee og Waoo on demand.

Välkommen!

Svensk tv lige nu