Fra et idyllisk landsted i Skåne sendes haveprogrammet over dem alle. I 'Dage i haven' får du tips om alt fra højbede, forspiring af frø, madlavning på vilde urter, udnyttelse af drivhuset, og ikke mindst får du mildnet den uslukkelige længsel efter foråret.
'Dage i haven' er tilbage med en ny og humørfyldt sæson 28. marts på SVT1.
En varm anbefaling fra Claus Dalby
Programmet, der har været en svensk tv-succes siden 2009, har også nået et dansk publikum, som stadig bliver større.
Blandt de danske fans finder vi bl.a. havedesigner, gartner, forfatter og fotograf Claus Dalby, som giver sin varmeste anbefaling af programmet herunder.
'Haveliv', som Claus her refererer til, er naturligvis selvsamme program blot i en anden anvendt oversættelse af SVT-originaltitlen 'Trädgårdstider'.
Uendelige muligheder
'Dage i haven' ledes med sikker hånd, stor ekspertise og inspirerende kreativitet af de fire værter Pernilla Månsson Colt, John Taylor, Malin Persson og Tareq Taylor. For faste fans betyder det selvsagt muntre gensyn, mens det bliver til forfriskende nye bekendtskaber for nytilkomne.
Programværterne Pernilla Månsson Colt, Malin Persson, John Taylor og Tareq Taylor. © SVT / Dage i haven
I den nye sæson har de fire programværter forladt den gård nær Lund, som lagde omgivelser til programmets tidligere sæsoner, og har i stedet overtaget et gammelt forladt landsted lidt højere oppe i Skåne i det idylliske Eslöv. Her er mulighederne – såvel som potentialerne – uendelige. Men spørgsmålet bliver snart, om de fire venner har fået for meget hængende over hovedet.