Historisk miniserie om et nyt politi efter Murens fald

I krimiserien 'ZERV' skal vesttyske Peter og østtyske Karo lære at arbejde sammen.

Skrevet d. 22 februar 2022 af Morten Rohde

ARD forsøger med en ny historisk miniserie at give en stemme til den østtyske oplevelse af genforeningen. I 'ZERV' skal to efterforskere fra hver sin side af grænsen lære at arbejde sammen. Selv om den vesttyske Peter føler sig overlegen, kommer han ikke uden om den østtyske Karos erfaring.

"Mødet mellem Øst og Vest går ad absurde, komiske og til tider tragiske veje."

Sådan lyder co-producer Gabriela Sperls beskrivelse af den drivende fortælling i den nye ARD-miniserie ’ZERV’, der fortæller historien om sammensmeltningen af øst- og vesttysk politi i årene efter Murens fald og Tysklands genforening.

Sendetider

'ZERV' har premiere d. 22. februar kl. 20.15 på ARD og sendes over tre dage. Husk at flere tv-udbydere tilbyder streaming og catch up-funktioner, så du kan se eller gense serien, når det passer dig.

Serien er et gennemført tidsbillede af de spæde 90’ere med alt, hvad der dertil hører af stort hår, farvelader og politiske verdensbilleder.

Serien portrætterer den nye verden med østtyske øjne, og den er en stemme i en strømning, der er opstået i Tyskland i de senere år, i hvilken spørgsmål om tilhør og identitet for østtyskere har fået en ikke hidtil set opmærksomhed.

Og så er den baseret på faktiske politisager og på historien om oprettelsen af efterforskningsenheden ZERV, der skulle efterforske kriminalitet relateret til hændelser og sammensværgelser begået i DDR og i regi af det østtyske kommunistparti SED.

ny krimiserie, zerv, ard, tysk tv i aften 'ZERV' er tro mod tiden, den portrætterer: 90'erne. © ARD/ZERV

Våbenhandler og sammensværgelser i de to Tysklande

Året er 1991, og i Berlin skal en nyoprettet enhed, Den centrale efterforskningsenhed for regerings- og foreningskriminalitet, ZERV, påbegynde sit arbejde.

Da en person bliver fundet død, bliver det starten på en længere sag og på et makkerskab mellem den vesttyske Peter Simon og den østtyske Karo Schubert, to efterforskere med baggrund i hver sit Tyskland.

Men begyndelsen bliver svær for de to nyfundne kollegaer. Peter vil med det samme ikke afvise, at der blot er tale om selvmord, mens Karo med sin østtyske erfaring fornemmer, at der stikker noget under.

Den afdøde er da heller ikke hvem som helst. Hans navn er Matthias Trockland. Manden, der stod med ansvaret for opløsningen af DDR’s nationale hær i det nye, forenede Tyskland.

Da Peters efterforskning senere leder ham til Hans-Joachim Gärster, en våbenhandler i DDR, der var en forretningsbekendt til Trockland, viser det sig da også, at nogen forsøger at holde noget skjult.

Snart finder efterforskerteamet et våbendepot af en ikke-ubetydelig størrelse på et nedlagt militært træningsområde for DDR’s nationale hær, og spørgsmålet bliver da, hvor stor en sammensværgelse, der ligger bag Trocklands død.

ny krimiserie, zerv, ard, tysk tv i aften© ARD/ZERV

Historien om genforeningen er ikke fortalt færdig

Serien forsøger at fortælle en ikke hidtil belyst side af historien om politiarbejdet i årene efter genforeningen.

’ZERV’ retter, ofte på ganske komisk manér, opmærksomheden mod mørke hændelser og ubehagelige sandheder, der tidligere er blevet skubbet i baggrunden.

”I den nye hovedstad er det de vesttyske kommissærers opgave at opklare østtyske forbrydelser uden hjælp fra deres kollegaer fra Østen. For mig var det en god præmis for en filmfortælling. Naturligvis er de vestlige kollegaer, med deres bedrevidende selvforståelse, på dybt vand uden hjælp fra deres kollegaer fra Øst. – Co-producer Gabriela Sperl

Samtidig er serien et billede på den forhandling af sammenhold over for forskellighed, som tyskerne stadig udlever den dag i dag oven på landets tidligere opdeling i Øst og Vest.

Som hovedrolleindehaver Fabian Hinrichs formulerer sig i relation til spørgsmålet om, hvad han selv har fået af indsigter fra sin rolle som kommissær Peter Simon, "er der ikke på den ene side nogen egentlig forskel mellem ”østtyskere” og ”vesttyskere” – men på den anden side er der".

ny krimiserie, zerv, ard, tysk tv i aftenVesttyske Peter og østtyske Karo ser hinanden an. © ARD/ZERV

Dette varme spørgsmål om identitet er dukket op til overfladen i Tyskland i de senere år. Det er nemlig tydeligt, at der den dag i dag stadig er store økonomiske og sociale forskelle mellem det gamle Øst og det gamle Vest.

Co-producer Miriam Klein fortæller i den henseende, hvordan hun selv, født i 1979, ikke tidligere har mærket en egentlig betydning i, hvorvidt man som tysker var fra Øst eller Vest:

Som mennesker ”var man enten venner eller ej – det havde ikke noget at gøre med DDR. Men pludselig er det anderledes: I et par år har jeg følt et pres for, at alle skal positionere sig selv. Det hele handler om identitet".

Dette er essensen af forhandlingen om identitet og tilhør mellem Øst og Vest i Tyskland i dag. Blandt nogle østtyskere findes der et behov for et opgør med nogle af fortidens skygger, men samtidig at man fortæller den østtyske historie med en neutral stemme. Man skal huske, at DDR for mange også bare var en hverdag og i dag er selve mindet om barndommen.

”Fortiden er end ikke afsluttet med os.” – Kommissær Karo Schubert i ’ZERV’

I ’ZERV’ er det derfor den østtyske kommissær Karo Schuberts stemme, der taler. Uden hende og hendes erfaringer som østtysker kan ZERV’s arbejde med DDR-tiden ikke ske fyldest. Med andre ord var genforeningen ikke et vesttysk projekt, selv om Sovjets kollaps og den vestlige verdens ”sejr” kan snyde til at tro det. Genforeningen – og den faktiske, forsonende og sociale genforening – var et tysk projekt.

Se den nye serie 'ZERV'

Du kan følge Karo Schubert og Peter Simons forbryderjagt i ’ZERV’ fra tirsdag d. 22. februar kl. 20.15 på ARD. Serien sendes i dobbeltafsnit tre dage i streg, 22.-24. februar.

Du finder ligeledes serien tilgængelig som streaming hos flere danske tv-udbydere.

Se også dokumentaren om oprettelsen af ’ZERV’ efter Tysklands genforening i ’Virkelighedens ZERV’ d. 22. februar kl. 21.50 på ARD.

ny krimiserie, zerv, ard, tysk tv i aften© ARD/ZERV

Find alle ugens aktuelle programmer i tv-guiden.

Tysk tv lige nu