Den enlige mor Alexandra Brandt forsvinder sporløst og efterlader sig to børn. Hendes søster Karen må derfor forlade posten som elitesoldat i Mali og rejse hjem for at tage sig af sine to niecer.
I ZDF’s nye spændingsfyldte dramaserie 'Neuland' følger vi Karen, der som et rumvæsen fra en anden planet lander i byen Sünnfleth. Der er imidlertid ingen, der ved, at Karen har et alvorligt traume i bagagen efter hendes oplevelser i Afghanistan. Mens hun kæmper med sin egen fortid og sit alkohol- og stofmisbrug, forsøger hun at være der for sine to niecer.
Karen lander i lufthavnen uvidende om, hvad der venter hende i hjembyen. ©ZDF/Neuland
Serien udspiller sig i den idylliske forstad til Hamborg, Sünnfleth, hvor alle har det godt. De rige med deres moderne villaer og maleriske haver, og de mindre velhavende i hyggelige små lejligheder. Børnene går i en velfungerende folkeskole og forældrene samles i et forældreråd for at gøre deres – og deres børns – verden til et endnu bedre sted.
Men der skal ikke graves dybt i den glatte overflade for at opdage, at den lille by ikke er, hvad den giver sig ud for at være.
Frygten under overfladen
I dramaserien får vi et kig bag facaden hos de velfungerende familier i den lille forstadsby. Boghandleren kæmper for at overleve, politibetjentene ser den anden vej, hver gang en forbrydelse finder sted, og overalt i byen viser det sig, at frygten lurer lige under overfladen.