Exit sæson 3: Premieredatoen er klar

Hævntørst, blodige scener og en dansk gæsteskuespiller: Exit sæson 3 er klar.

Skrevet d. 3 februar 2023 af Morten Rohde

| EXIT III TRAILER | Serien kan ses først på tv-kanalen NRK1 fra lørdag d. 4/3 kl. 22.20 - med danske undertekster.

I en pøl af blod ligger en tilsølet sølvkæde. Som vedhæng har kæden et krucifiks, der er skabt med et skarpt knivblad i korsets nederste arm: Det var et drabeligt billede, serieskaberen Øystein Karlsen lagde på Instagram i december efter mange måneders radiostilhed om hans arbejde på en af NRK's største dramasuccesser nogensinde, 'Exit'.

Tilsyneladende et voldsomt statement, men ikke desto mindre bar det på et klart budskab. For en tidskode var at skimte i billedets bund, og en titel kunne ses i det højre hjørne: ”EXIT lll”. Serien var i kassen.

Tobias Santelmann i rollen som Henrik, der drikker alkohol, i tredje sæson af NRK's dramaserie ExitFørste glimt af tredje sæson af 'Exit': Tobias Santelmann i sin rolle som rigmanden Henrik. © NRK/Exit lll

Hvad det drabelige billede skulle tilføje til historien om de fire bekvalmende rige livsnydere Adam, Jeppe, William og Henrik, var der derimod ikke meget klarhed om.

Nu har NRK dog endelig løftet sløret for, hvad afslutningen af serien skal byde på. Tredje og sidste sæson får premiere 4. marts kl. 22.20 på NRK1, og der er ikke skruet ned for den galskab, som første og anden sæson gjorde sig kendte på.

Vi håber ’Exit 3’ bliver en slags dekadent og destruktiv fest at se på – Øystein Karlsen i en pressemeddelelse fra NRK

Sæson tre byder på grøn energi og en grum afslutning

I den kommende sæson får drengene øjnene op for nye markeder: "Grisk” skal snart blive erstattet af ”grøn”.

Finansgutterne fatter interesse for den grønne omstilling, der med sine statsfinansierede klimatiltag kan hjælpe penge fra statskassen over i deres private porteføljer.

Ligeledes falder deres blik på kryptovaluternes mange veje til at lave skjulte penge, og både drømmene om skatteparadiser og berigelse på andres regning optegner flere lovende muligheder.

På det personlige plan står de dog over for et endeligt.

Simon J. Berger i rollen som Adam på sin terrasse i NRK's dramaserie Exit sæson 3Adam på sin terrasse. © NRK/Exit lll

Hermine er stadig ude efter hævn over Adam, og både Jeppe og Henrik kæmper med familielivet og med en lang historik med at træde ved siden af rammerne for, hvad deres personlige forhold kan bære.

Hvor dette efterlader William, der i afslutningen af anden sæson tilsyneladende gav slip på alle hæmninger og drog mod et liv på kanten af verden i den vilde natur, hintes der ikke meget til. Sikkert er det dog, at han ud over ekskonen Celine har meget at slås med.

Om det blodindsmurte krucifiks tilhører en fortsættelse af fortællingen om Williams ustabile indre, eller om det fortæller en anden drabelig side i serien, vil tiden vise. Men i et klip fra tredje sæson frigivet af NRK, er det at skimte i et par rystende hænder. Så det tyder på at få en afgørende betydning, som Karlsens Instagram-opslag synes at indikere.

Finalesæsonen af ’Exit’ er en kulmination af livet, som karaktererne har levet indtil nu. Denne gang skubber de det endelig ud over kanten – Øystein Karlsen til NRK

Tredje sæson bringer samme niveau af vanvid

Tredje sæson baserer sig ligesom som de to forløbere frit på fortællinger fra den mørke side af virkelighedens finansverden.

Øystein Karlsen interviewede bl.a. Økokrim, det norske bagmandspoliti, for at få indblik i deres kendskab i finansverdenens kriminelle historik, og her var det især det, de kunne fortælle om kryptomarkedet, som chokerede ham og derfor blev en af de store inspirationskilder til sæson 3, fortæller han til NRK.

Ifølge Karlsen er 70 procent af serien taget fra virkelige hændelser – og som oftest, siger han, er det de værste historier, der er sande.

Jon Øigarden og Simon J. Berger taler og drikker vin i dramaserien Exit sæson 3Jeppe og Adam er lige så udspekulerede som altid. © NRK/Exit lll

Både NRK og skuespiller Jon Øigarden, i et interview til Nettavisen, har flere gange lovet, at sæson tre bliver lige så brutal og provokerende som de tidligere sæsoner, der har budt på alt fra narkotikaforherligende feststemning til fornøjelig mishandling af prostituerede.

Kendte karakterer og en folkekær dansk gæsteskuespiller

Skal man spå om underholdningsværdien i tredje sæson, tegner den til at blive lige så dragende som de foregående to sæsoner, der har skabt utallige seerrekorder, bl.a. som den mest streamede serie i Norden nogensinde (efter estimat af NRK).

Produktionsværdien er i top, og scenerne til den kommende sæson er indspillet i Norge, Marokko, Spanien, Frankrig, England og Sverige.

Tobias Santelmann i rollen som Henrik i NRK's dramaserie Exit sæson 3Sæson tre bliver efter sigende lige så brutal og provokerende som de foregående sæsoner. © NRK/Exit lll

Hovedfigurerne er de velkendte ansigter, der tæller nogle af Norges største skuespillere, Jon Øigarden, Pål Sverre Hagen og Tobias Santelmann, foruden den svenske, og mindst lige så dygtige, Simon J. Berger.

Derudover er også Danmark i tredje sæson repræsenteret i rollebesætningen med Jesper Christensens deltagelse. Man kan glæde sig til Christensens gæsteoptræden i serien, bl.a. i et hengivent kys med Michael Beskow, andensæsonens handels-nemesis spillet af svenske Rolf Lassgård.

Hvad det går ud på, vil vise sig, når serien får premiere.

Exit sæson 3: Her kan du se den først

Skal du være først til den nye sæson af ’Exit’, så er det på NRK1, det sker.

Serien vil løbende blive tilgængelig som streaming hos flere tv-selskaber, når de enkelte episoder har været sendt, men skal du se med som de allerførste, er premieren på flow-tv d. 4. marts kl. 22.20 på NRK1 – med danske undertekster.

Serien vil, efter sidste afsnit er sendt, ligge tilgængelig i streaminguniverser hos flere tv-udbydere i op til tre måneder.

Læs mere om at se nabolands-tv via digitale tjenester.

Nabolands-tv lige nu

Med danske undertekster