Lægen Ballouz åbner en tegnebog i et forsøg på at identificere en patient. Han ender med at gøre et overraskende fund. For i pungen er et billede af Mara, hans højtagtede, afdøde kone, i hvad der ligner kærlighedsfuld omfavnelse. Mara og manden på billedet ligner elskere.
Således lægges fra land i den kommende sæson af 'Doktor Ballouz', og dermed bliver det med en ganske hård fortælling om at få splintret billedet af sin egen fortid, når ZDF's lægedrama om den hjertevarme og nærværende læge Amin Ballouz vender tilbage.
Se serien på flow og on demand
'Doktor Ballouz' sæson 3 sendes over tre torsdage fra 26. oktober kl. 20.15 på ZDF. Serien kan også streames hos flere tv-udbydere umiddelbart efter endt udsendelse.
'Doktor Ballouz' er en succeshistorie for ZDF, der med serien har begået et lægedrama, der har formået at fange seere både i hjemlandet og i Danmark.
Kanalen har i forvejen skabt sig lidt af et navn inden for netop den genre med mangeårige seerklassikere som 'Bjerglægen' fra det pittoreske Tyrol og soapformatet 'Bettys diagnose' sat i vesttyske Aachen.
En smule mere hverdagsnær end 'Bjerglægen' og 'Bettys diagnose' er dog 'Doktor Ballouz', der helt fra første sæson har haft som mål at fortælle om de helte i sygehusvæsnet, som vi kender fra virkeligheden, hvor almindelige mennesker med privatliv og dagligdagsproblemer på trods formår at yde en patientnær og varm pleje.
Patienten Matti har akut brug for en knoglemarvstransplantation i første episode af sæson 3. © ZDF/Doktor Ballouz
Her er Ballouz og den lille klinik på de åbne vidder i det østtyske Uckermark i centrum, og med denne baggrund er serien ikke bange for at fortælle om de sværeste patientskæbner.
Lyse vidder og mørke stuer
Den hårfine grænse mellem de gode gerninger og lykkelige patienthistorier på den ene side og de menneskelige tragedier og svære personlige valg på den anden er i serien iscenesat ved brugen af både lys og landskab til at formidle, hvordan det lykkelige og ulykkelige ofte kun er åndedrag fra hinanden.
Merab Ninidzi i rollen som Amin Ballouz. © ZDF/Doktor Ballouz
Uden om dramaet om Ballouz' afdøde kone møder vi i serien adskillige andre skæbner, der på godt og ondt møder sygehusvæsnet og de menneskelige skikkelser i hvide kitler, der plejer om deres patienter, mens de, ved siden af, har hver deres personlige problemer at slås med.
I første episode mødet vi bl.a. den indlagte Matti, der akut har brug for en knoglemarvsdonation fra sin far, men må vente længe efter den, da faren kommer ud for en trafikulykke, som kommer til at bringe flere patienter til klinikken.
Premiere 26. oktober på ZDF
'Doktor Ballouz' sendes over tre torsdage fra d. 26. oktober kl. 20.15 på ZDF.
Serien kan findes i catch up efter endt udsendelse i op til 30 dage, mens hele serien kan findes efter endt udsendelse i op til 90 dage, efter sidste episode har været sendt.