Det blev noget infamøst kendt som ”Hitlers yndlingshotel”, efter den britiske premierminister Neville Chamberlain i 1938 havde mødtes med den tyske fører på Rheinhotel Dreesen i Bonns idylliske Bad Godesberg-kvarter.
Men hotellet havde faktisk gjort sig til allerede år forinden, hvor den tyske Kejser Wilhelm yndede at frekventere stedet, og i løbet af det tyvende århundrede skulle det blive centrum for flere særdeles skelsættende begivenheder i Europa.
Charles de Gaulles søster sad indespærret der under Anden Verdenskrig, og da friheden kom til Bonn med en amerikansk arme og en general Dwight D. Eisenhower, lod også generalen og dele af det amerikanske militær sig indlogere på stedet.
Første Verdenskrig er slut og soldaterne vender hjem. © ARD/Det hvide hus ved Rhinen
Senere, efter krigen, blev Europas skæbne atter forsejlet fra stedet, da den tyske kansler Konrad Adenauer, under et ophold på Rheinhotel Dreesen, besluttede sig at tolke et forslag fremsat af Stalin om et forenet Tyskland som bluf og lagde linjen til begyndelsen på den udvikling, der snart endte med at dele Tyskland i to.
Nu, i 2022, er den omfangsrige historie om Rheinhotel Dreesen blevet til filmen 'Det hvide hus ved Rhinen', som kan opleves på ARD. Filmen er en dragende fortælling om et familiehotel, der gennem tre generationers ledelse i 1900-tallet var på række 1 til både Europas kollaps og til den efterfølgende genfødsel.
Så godt som ingen andre steder er en enkelt familie kommet så tæt på nøglefigurer og skelsættende øjeblikke som Dreesen-familien gjorde – producenter Michael Souvignier, Till Derenbach og Daniel Mann i et statement om filmen
Filmen er baseret på intensiv research af Dreesen-familien, der grundlagde hotellet i 1894 og i dag stadig er ejere, og på de begivenheder, der udspillede sig i hotellets omgivelser i årene omkring de to verdenskrige.
'Det hvide hus ved Rhinen' finder sin begyndelse ved Første Verdenskrigs afslutning.
Fra skyttegravene vender soldaten hjem
Tyskland er besejret, men illusionen om drengene, der skulle tage verden tilbage, syner stadig i soldaten Emil Dreesens hoved.
Han er hjemvendt efter krigen og skal nu pludselig orientere sig mod sin familie og mod driften af det fredsommelige hotel, de ejer, ved Rhinens bred i Bonn.
Trods sin egen militære træning og sin stærkt nationalistisk sindede far, Fritz, ser Emil dog mod fremtiden. Han håber at komme overens med besættelsesmagten Frankrig og at skabe fremdrift i Rhinlandet, der over natten er blevet Tysklands sydlige grænse.
Emil og Ulla Dreesen har planer, der skal gøre krigen til fortid © ARD/Det hvide hus ved Rhinen
Men freden er evigt usikker, og mens Emil og søsteren Ulla ønsker at satse på kulturelle arrangementer og underholdning for at sikre hotellets fremtid, tjekker tidsånden ind på hotellets værelser.
En tidligere soldaterkammerat dukker nemlig op på hotellet og forsøger at afpresse Emil, som dog finder hjælp hos den bundkommunistiske husholderske Elsa – til stor irritation for de reaktionære forældrene.
Modsætningerne kulminerer i 1930'erne
Og tiderne bliver kun sværere. For mens forandringens vinde blæser, opstår der hele tiden nye problemer, som ejerfamilien må tage stilling til.
Bl.a. for Fritz, der på trods af sit jødiske ophav gerne vil holde sig gode venner med Tysklands nye fører, Adolf Hitler, som ofte tjekker ind og bor på hotellet.
Emil står med sine ønsker om nyskabelse og fremdrift pludselig mellem to verdener, men lykkes på trods af de nationalsocialistiske gæsters livsanskuelser at få lokket den britisk-amerikanske skuespiller Charlie Chaplin til hotellet som gæst.
Det spændende ved sådanne familiedynastier er, at det private og professionelle liv er uadskilleligt – Katharina Schüttler (Maria Dreesen) til ARD i et statement om filmen
Snart kommer de progressive ideer dog for nær for det katolske bagland og for nationalsocialisterne. Ulla er blevet gravid med en fransk-senegalesisk soldat, og Emil har inviteret en parisisk sangerinde til hotellet, som ender med at provokere noget med sin udfordrende optræden.
Juniorchefen Emil kommer til at lægge sig ud med det nye styre i Tyskland© ARD/Det hvide hus ved Rhinen
Mens forældregenerationen forsøger at vinde respekten hos den tyske fører, nægter Emil gentagne gange at anvende fører-hilsenen.
Men da han bliver truet med arrestation af et ungt SA-medlem, må Emil alligevel gå imod sine egne principper – noget, der ikke bliver helt uden konsekvenser.
Hotellet er hastigt på vej mod en ny tid, som hverken unge eller gamle helt kan forberede sig på.
Premiere 3. oktober på ARD
'Det hvide hus ved Rhinen' sendes i to dele d. 3. oktober på ARD kl. 20.15 og bliver efterfølgende tilgængelig i catch up- og streaminguniverser hos flere udbydere.
Vil man høre mere om de historiske begivenheder, der inspirerer filmen, følger ARD op med dokumentaren 'Virkelighedens Rheinhotel Dreesen', der sendes umiddelbart efter filmen.
Udsendelsen går i dybden med 130 års historie om hoteldrift midt i krigens Europa og midt i stormagternes grænseland.
Hør bl.a. om Hitlers mange ophold på stamværelset 106 og om Chamberlains visit under 1938's internationale krise.
Hør også om hotellet, som det står i dag efter fem generationers familiedrift. I 2022 er meget nemlig forandret. Men Anna-Maria, der snart skal overtage driften, har masser af planer for fremtiden.
Livet skriver historie, der er vildere end vores forestillingsevner – hovedrolleindehaver Benjamin Sadler (Fritz Dreesen) i en pressemeddelelse fra ARD
Et udfordrende show i et nationalsocialistisk Tyskland. ARD/Det hvide hus ved Rhinen